Sidst opdateret 2/3/2020
Vedtægter
Der fastsættes et årligt kontingent, hvis størrelse hvert år fastsættes på den årlige generalforsamling. Kun medlemmer, der har betalt kontingent for det kommende år har stemmeret på generalforsamlingen.
Sidst opdateret 17/11/2024
1. Navn
Foreningens navn er Studerendes Anæstesiologiske og Traumatologiske Selskab (SATS) Aarhus.
2. Hjemsted
Foreningens hjemsted er Aarhus Universitet, Medicinerhuset Bygning 1161 Universitetsparken, Ole Worms Allé 2, 8000 Aarhus C.
3. Kontingent
Der fastsættes et årligt kontingent, hvis størrelse hvert år fastsættes på den årlige generalforsamling. Kun medlemmer, der har betalt kontingent for det kommende år, har stemmeret på generalforsamlingen.
4. Formål
Foreningens formål er at fremme interessen for anæstesi, intensivmedicin, akutmedicin og traumatologi samt forbedre uddannelsesmulighederne indenfor disse.
5. Arbejdsområder
Foreningens formål søges opfyldt bl.a. gennem kurser og foredrag. Bestyrelsesmøder arrangeres som det findes passende for bestyrelsen fra gang til gang. (Der afholdes månedlige møder, såfremt andet ikke er annonceret). Møder og arrangementer annonceres offentligt på de for tiden brugte medier.
6. Medlemmer
Stk. 1: Som medlemmer optages medicinstuderende ved Aarhus Universitet. Kun medlemmer har stemmeret ved foreningens generalforsamling og møder. Medlemmer af SATS har adgang til SATS Aarhus´ møder og arrangementer.
Stk. 2: Foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtigelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue. Ingen af foreningens medlemmer har nogen økonomisk forpligtigelse over for foreningen ud over kontingentet. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen andel af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
7. Bestyrelsen
Stk. 1: Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af
- Formand: der har ansvaret for at koordinere foreningens aktiviteter
- Næstformand: der koordinerer bestyrelsens arbejde og supplerer formanden
- Kasserer: der varetager foreningens økonomi
- Sekretær: der har ansvar for referering af møder
Derudover stilles op til følgende poster
- Kursus- og foredragsansvarlig: der koordinerer afholdelse af kurser og foredrag
- IT-ansvarlig: som har ansvaret for hjemmesiden samt fungerer som hjælp ved tilmelding af div. arrangementer og indmelding af nye medlemmer
- PR-ansvarlig: som koordinerer publicering af billeder, information mm. på diverse medier
- Socialansvarlig: som har ansvaret for foreningens sociale aktiviteter
- Logistikansvarlig: som har ansvaret for bl.a. nøgler og skal holde overblik over lageret
- Ekstern koordinator: som har ansvaret for at koordinere samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere, herunder EHAAT
- Figurantansvarlig: som har ansvaret for koordinering af figurantvagter hos eksterne samarbejdspartnere
Der stilles direkte op til den ønskede post – hvert medlem må kun have én bestyrelsespost.
Bestyrelsen er konstitueret, såfremt formand, næstformand, kasserer og sekretær er valgt.
Bestyrelsen består således af mindst 4 og maks. 11 personer.
Bestyrelsen tegner foreningens profil udadtil og repræsenterer foreningen mellem møderne efter retningslinjer udstukket på disse. Bestyrelsen er koordinerende organ såvel indadtil som udadtil.
Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved optagelse af lån den samlede bestyrelse.
Stk. 2: Der vælges på generalforsamlingen en revisor, som ikke er medlem af bestyrelsen, for et år ad gangen.
Stk. 3: Bestyrelsen skal på månedsmøderne opdatere de fremmødte om eventuelle beslutninger, der er taget siden sidste månedsmøde. Aftaler med eksterne samarbejdspartnere og med karakter af væsentlig betydning, herunder økonomisk og fremtidig, for foreningen skal fremlægges for bestyrelsen og fremmødte medlemmer, inden der laves endelig aftale. Kassereren skal opdatere om økonomiske beslutninger, der er taget siden sidste månedsmøde.
Stk. 4: For at opstille til bestyrelsen skal man være tilstede eller have afleveret skriftlig fuldmagt vedrørende opstilling.
Stk. 5: Kassereren har ansvaret for foreningens daglige drift og økonomi. Derudover kan maks. to yderligere medlemmer, udpeget af bestyrelsen, få fuldmagt til af bestyrelsen udvalgte konti.
Denne fuldmagt kan til enhver tid trækkes tilbage af bestyrelsen. Dette skal besluttes af et flertal i siddende bestyrelse på et bestyrelsesmøde, og det involverede medlem skal informeres skriftligt om beslutningen. Der skal foreligge skriftligt belæg for beslutningen.
8. Udvalg
Foreningen kan løbende nedsætte udvalg, f.eks.:
Økonomi/PR-udvalg, der administrerer medlemsregister, kontingent, sponsoraftaler, aflønning af foredragsholdere og tegner foreningens profil udadtil i samarbejde med bestyrelsen.
Aktivitetsudvalg, der med forskellig besætning sørger for afholdelse af foredrag og kurser. Flere arbejdsgrupper kan fungere samtidigt under dette udvalg, hvilket ofte vil være tilfældet.
9. Ordinær generalforsamling
Stk. 1: I hvert års oktober måned afholdes ordinær generalforsamling. Indkaldelse sker offentligt på de for tiden brugte medier med mindst 3 ugers varsel med foreløbig dagsorden. Endelig dagsorden indeholdende indkomne forslag uddeles ved generalforsamlingens begyndelse til de fremmødte. Forslag til behandling skal være formanden i hænde senest 3 dage før den ordinære generalforsamling.
Dagsordenen for generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Formandens beretning
- Forelæggelse af regnskab
- Godkendelse af regnskab
- Fastlæggelse af næste års kontingent
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af bestyrelse
- Valg af ekstern revisor
- Eventuelt
Forslagsret har samtlige medlemmer.
Stk. 2: Alle beslutninger træffes ved almindelig flertalsafgørelse blandt de fremmødte medlemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Der skal ske skriftlig afstemning, hvis mindst 3 medlemmer forlanger det, eller hvis dirigenten ønsker det.
Stk. 3: Vedtægtsændringer kan kun vedtages med tre fjerdedeles flertal ved afstemning blandt de fremmødte medlemmer.
Stk. 4: Regnskabsåret går fra den 1. oktober til den 30. september. Fraset regnskabsåret 2019-2020, der går fra den 31. juli 2019 til den 30. september 2020.
Stk. 5: Vedtægtsændringer efter generalforsamling skal kunne findes opdateret i pdf-format på hjemmesiden, signeret af samtlige tiltrådte bestyrelsesmedlemmer, senest 1 måned efter generalforsamling. En udprintet version skal opbevares hos kassereren.
10. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes, hvis 20 medlemmer i SATS Aarhus fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, der ønskes behandlet. Indkaldelsen skal ske med mindst 1 uges varsel. Forslag til behandling skal være formanden i hænde senest 3 dage før den ekstraordinære generalforsamling.
Stk. 2: Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, hvis der i bestyrelsen er tre fjerdedele enighed om, at et bestyrelsesmedlem ikke varetager sin selvvalgte post og dertilhørende opgaver jf. dokumentet ”Bestyrelsens arbejdsopgaver”. Forinden dette, skal der ved utilstrækkelig udførelse af bestyrelsespost tages kontakt til omtalte bestyrelsesmedlem, med henblik på en mundtlig samtale om, at rollen ikke udfyldes. Her vil være mulighed for forklaring eller aftale om ændring. Indkaldelsen til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 1 uges varsel, og formålet med denne værende at sætte posten op til valg igen.
11. Foreningens opløsning
Stk. 1: Foreningen kan kun opløses ved vedtagelse med tre fjerdedeles flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger.
Stk. 2: Anvendelse af eventuelle midler fra foreningen skal vedtages på begge de opløsende generalforsamlinger.
Vedtægterne er vedtaget på SATS’s stiftende generalforsamling den 10. april 2000.
Ændringer er foretaget:
– Ordinær generalforsamling den 26. marts 2001
– Ekstraordinær generalforsamling den 30. april 2001
– Ordinær generalforsamling den 10. marts 2005
– Ordinær generalforsamling den 26. marts 2008
– Ordinær generalforsamling den 16. oktober 2013
– Ordinær generalforsamling den 20. oktober 2014
– Ordinær generalforsamling den 19. oktober 2015
– Ordinær generalforsamling den 26. oktober 2017
– Ordinær generalforsamling den 24. oktober 2019
– Ekstraordinær generalforsamling den 2. marts 2020
– Ordinær generalforsamling den 27. oktober 2022
– Ordinær generalforsamling den 26. oktober 2023
– Ordinær generalforsamling den 24. oktober 2024